KGF er også aktiv i
- Fællesforeningen af Grundejere på Sjælland, Lolland-Falster, Møn og Bornholm
- Ejendomsforeningen Danmark www.ejendomsf.dk
- Parcelhusejernes Landsorganisation www.parcelhus.dk
Nyheder
22. Oktober 2025
PRESSEMEDDELELSE VEDRØRENDE STATSVEJEN/STEVNSVEJEN SYD FOR KØGE:
KØGE BY HAR BRUG FOR EN STATSVEJ MED DEN LINJEFØRING SOM AFLASTER
BYEN MEST.
Det er med stor glæde og stolthed, at foreningerne (vi) kan se tilbage på en positiv og innovativ byudvikling i Køge By de sidste 30 år.
Der er grund til at rose politikere og administration i Køge Kommune for de flotte resultater, de tilsammen har medvirket til at skabe, herunder bl.a. Universitetshospitalet, Søndre Havn, Strædet, Køge Stadion, Køge Marina med strandhotel, transportcentret mv.
Imidlertid er der også grund til at sætte fokus på Køges Bys trafikale problemer. Det kaos, som vi har oplevet i byen i forbindelse med den midlertidige delvise lukning af Strandvejen i forbindelse med fjernvarme, kan blive dagligdag for Køge i nær fremtid uden en Statsvej – eller med en Statsvej med den forkerte linjeføring.
I Køge By vil trafikken blive intensiveret kraftigt over de næste mange år. Både Vordingborgvej/Ringvejen, Strandvejen/Værtsvej samt Sønderviaduktvej er og vil blive alvorligt udfordret.
Med udbygningen af Herfølge Bjergby med 1.200 boliger, Hastrup Øst med 600 boliger, Kohave i Herfølge, Sdr. Havn med 500 nye boliger og færdiggørelse af igangværende boliger og virksomheder på havnen samt opførelse af underføring under jernbanen, ser vi store udfordringer.
Hertil kommer fremtidige endnu ikke kendte byggerier og planer i Køge.
Endvidere er der grund til at fremhæve at udviklingen i Stevns Kommune foregår fortrinsvis i den nordlige del af kommunen.
På den baggrund har Folketinget og dets Transportudvalg afsat et beløb stort 597.000.000 kr. på finansloven til en løsning – en ny Statsvej.
Beløbet skal anvendes til at bygge en omfartsvej. Efter formålet fastsat af trafikudvalget,” skal vejen aflaste Vordingborgvej/Ringvejen og Strandvejen samt skabe en forbindelse fra Stevns til Sydmotorvejen.”
Der er i dag 2 linjeføringer i spil – en nordlig ved Herfølge og en sydlig ved Hårlev.
Det er foreningernes opfattelse, at Køge Byråd bør tage udgangspunkt i den løsning, som aflaster Køge By mest for trafik og ikke den linjeføring, som holder flest biler fra Stevns ude af Køge Kommune.
Der er således relevant, at Vejdirektoratet i forbindelse med de kommende undersøgelser, fremkommer med et klart svar på hvilken linjeføring, der er den optimale for Køge By.
Både tilhængere og modstandere af nordlig linjeføring påberåber sig de allerede udarbejdede rapporter til støtte for deres synspunkter. Dette er naturligvis uholdbart og bør derfor undersøges nærmere, så der kan handles klogt på et oplyst grundlag.
Foreningerne er af den opfattelse at den nordligste linjeføring vil give den største trafikaflastning i Køge By samt give pendlede fra Herfølge/ Hastrup en bekvem adgang til Sydmotorvejen.
Ligeledes løses de trafikale problemer på Svansbjergvej, Kongebrovej og Åshøj med en ny tilkørselsrampe til Sydmotorvejen – uden udgift for Køge Kommune.
Den nordlige linjeføring er forprojekteret til at følge Billesborgvej og udenom Egøje By samt videre lige nord for Herfølge. Her vil den passere sit trace gennem industriområdet og et godt stykke syd om Svansbjerg.
Linjeføringer er forprojekteret som en tosporet landevej, som IKKE “pløjer sig igennem tæt beboede områder,” som påstået af Socialdemokratiet i Dagbladet den 17. februar 2025.
Endvidere anfører Socialdemokratiet – som en ulempe – at en nordlig linjeføring primært aflaster for trafik fra Strøby-Egedeområdet. Det er vanskeligt at se, at det skulle være en ulempe. Det er jo bl.a. Strandvejen i Køge, som vejen netop har til formål at aflaste.
Endvidere er der grund til at fremhæve, at Stevns Kommune går ind for en nordlig linjeføring. Stevns Kommune mener hermed, at den nordlige linjeføring er den bedste løsning for Stevns.
Opstart af projektet vil formentlig forudsætte enighed mellem kommunerne.
En nordlig linjeføring vil skabe vækst og værdi til Herfølgeområde og danne grundlag for nye forretninger og virksomheder ligesom en nordlig linjeføring vil gavne flest borgere og virksomheder i Køge By.
Der tegner sig et flertal i det nuværende byråd i Køge for en sydlig linjeføring, uanset de endelige miljøkonsekvensvurderinger – pris 50.000.000 kr. – endnu ikke foreligger.
Skulle Vejdirektoratet – imod forventning – nå til det resultat, at en sydlig linjeføring er den, som aflaster Køge By for mest trafik, er vi villige til at genoverveje sagen.
Køge den 22. okt.2025.
På vegne af:
BYDELSFORENINGEN SØNDRE HAVN – BEBOERFORENINGEN SANKT NIKOLAJ KVARTER – PEDERSVÆNGE GRUNDEJERFORENING – KØGE GRUNDEJERFORENING.
Kontaktperson: Steen Jørgensen, Køge Grundejerforening